Notater |
- Navnet Warn.cke er tysk kortform af Warner, sideform -ecke og -ke. Warner er tysk sideform af Werner. Werner er tysk mandsnavn. Middelalderlig form: Wernher (oprindelig Warin - vogte, værne -hari = hær. Kilde: Danske efternavne.(21:05 11-11-2000).
Christopher Warncke blev altså født ca. år 1770 i Celle, som er beliggende omkring 32 km. NØ for Hannover i Tyskland, området hører til Preussen. Jeg ved at han er flyttet til Danmark før år 1799 fordi ægteparret Christopher Warncke og Catharina de Lange får en søn i februar måned år 1799, som bliver døbt i Kgs. Lyngby sogn den 21. feb.1799. Familien bor i Brede (Brede Kobberværk) lidt nord for Lyngby. De bor i Brede til begyndelsen af år 1804, hvor deres søn Johan Warnke bliver døbt i januar måned. Herefter har jeg ikke kunnet finde flere indførsler i kirkebogen for Kgs. Lyngby. Ved en "tilfældighed" fandt jeg i tilgangslisten for Brenderup sogn (kirkebogen) en søster til min ane Marie Warnke, hvor der stod at hun var døbt i Antvorskov på Sjælland. Det blev naturligvis undersøgt og minsandten fandt jeg både Marie Warnke og hendes 2 yngre søstre. Desværre fandt jeg ikke en ca. 2 år ældre broder, Friderich, men familien har ihvertfald opholdt sig på Antvorskov fra ca. 1807 til 1811.
28. februar 2003: Jeg kan nu tilføje, at jeg d.d. har fundet Friderich (VRI Record); han er født og døbt i Øster Egesborg sogn, Bårse herred, Præstø amt, så familien har da været lidt rundt i det danske landskab.
Fæster et hus i Køstrup 30-4-1824 efter afdøde Peder Nielsen. Kærsgård Gods - Register til fæsteprotokol.
Præcis hvornår de flytter til Brenderup på Fyn ved jeg endnu ikke, men da Catrine Warnke, født 1802 bliver konfirmeret i Brenderup kirke ca. 1816-17 oplyses det i kirkebogen at faderen er gartner på Kiærsgård ved Brenderup. Flere af børnene konfirmeres i Brenderup, men der mangler præcis tidsangivelse i kirkebogen, men konfirmationerne dækker perioden 1814-1823. Både Christopher Warncke og Catharina de Lange bliver boende i Brenderup sogn til deres død, som for begges vedkommende er indført i kirkebogen. Desværre står der ikke noget om, hvor Catharina de Lange var født, det er nævnt for Christophers vedkommende, - til gengæld er der det meget ejendommelige for Catharina vedkommende, at hendes efternavn - som det eneste - konsekvent er understreget i kirkebogen. Og hvad så, kunne man spørge - hvis det ikke lige var fordi jeg faldt over nøjagtig den samme fremgangsmåde, da jeg søgte i Skt. Petri sogns kirkebog, København. Det er en tysk menighed. Samtlige efternavne "Lange" var understreget, men ingen andre.Det kan selvfølgelig være en slægtsforsker, som har lavet markeringen for ikke at få de samme navne med to gange. De to personer med navnet "Lange", som jeg tilfældigt har fundet i Skt. Knuds sogns kirkebog (Odense) var nemlig understreget med blyant og er altså ikke indført samtidig med selve registreringen.
Den gård, som Christopher Warncke senest var gartner på, hedder idag Kærsgaard. Den ligger i Brenderup sogn, Vends herred, Odense amt. Den hører ikke til de ældste herregårde i Danmark, men den eksisterede allerede 1499 som almindelig bondegård og var ejet af Henrik Knudsen Gyldenstierne. Han solgte samme år gården til Peder Bille, der havde en stor børneflok og ønskede, at sønnen Knud Bille skulle have Kærsgaard som sin arvelod. Nogen nærmere forbindelse med Kærsgaard fik Knud Bille dog ikke, thi allerede 1505 blev han forlenet med Gladsaxe len i Skåne, og han beholdt det lige til sin død 1555 og havde sin bolig der. Med sin anden hustru Birgitte Markvardsdatter Rønnow havde han blandt andre sønnen Steen, der arvede Kærsgaard. Fra ham udgik Billernes Kærgaardslinie, og han er stamfader til Bille Braherne. Steen Knudsen Bille var født på Gladsaxe 1522, og var blevet opdraget af reformatoren Frands Vormodsen i Malmø; under Grevefejden opholdt han sig hos Sophie Krummedige på Vallen, og da han kom til skels år og alder, indsatte faderen ham som bestyrer af Kærsgaard, der nu var blevet forøget med så meget bøndergods, at den var en virkelig herregård. Han giftede sig 1552 med Helvig Hartvigsdatter Ulfeldt til Højbygaard på Lolland og forvaltede Kærsgaard med dygtighed og fik ved mageskifte dens godstilliggender forbedret. Han døde 1590 og blev - ligesom sin hustru, der døde 1601 - begravet i Brenderup Kirke. Kilde: Danske slotte og herregårde, bind 9, side 329-330.
Da Christopher Warncke og Ane Catharina de Lange flyttede dertil, var herregården ejet af Andreas Claus Vedel (adlet 1826 under navnet Wedel-Heinen), men 1829 måtte A.C.Vedel afstå Kærsgaard til statskassen. Han havde i årene 1815-17 nedrevet og genopført Kærsgaard og da der samtidig indtrådte pengekrise i landet (lyder det bekendt?), så blev hans formue simpelthen brugt op. I 1832 købte forpagter Johan Theodor Petersen Kærsgaard af statskassen for 128.000,00 Rdl. Som et kuriosum skal lige nævnes, at Brenderupegnen i århundreder var hjemsted for udstrakt humledyrkning. Det skyldtes at en tidligere ejer, Anna Trolle i 1700 sendte et par bønder fra godset til Tyskland for at lære humleavlen. Så nu ved vi, hvor dén ligger begravet.!
|