Notater |
- Mens de boede i Orte fik de 14 børn, hvoraf de 6 døde som spæd, et enkelt blev ca. 5 år. Ved FT-1801 Tommerup er der kun 3 børn levende, Hans Simon på 21 år, Simon på 6 år og Anne Kirstine på 4 år. Det første barn blev født i 1774, det sidste i 1797 og altså 10 børn i løbet af 23 år. Om Tallerupgård: Denne "enestegård", der måske var den første i Tommerup sogns nordlige del, er, hvad det historiske angår, behandlet af Frederik Hjort i en artikel i Årbog for Historisk Samfund i Odense og Assens Amter 1914. Gården, der bl.a. har været ejet af "de svenske herrer" (slægterne Bielcke og Báner, Bjelkevej og Bannervej) blev under major Banner von Hey ombygget, så at bygningerne svarede til en fornem herregård. I 1764 blev den solgt til major Ejler Pedersen, hvis enke i 1798 igen solgte til selvejergårdmand Anders Hansen af Orte. Anders Hansen fik i 1803 rentekammerets tilladelse til at dele Tallerupgård i tre besiddelser, nemlig Tallerupgård og Talleruplund, hver med ca. 100 tdr. land, samt en mindre ejendom med navnet Lille Tallerup (Senere Maskinfabrikken Stegsted). Bygningerne til Talleruplund og Lille Tallerup blev opført af materialer fra Tallerupgårds herskabelige bygningsværker, som Anders Hansen nedbrød og genopbyggede i mere beskeden målestok. Tallerupgård eller Store Tallerup, som den også kaldtes, blev overtaget af Anders Hansens ældste søn (Hans Simon Andersen). Efter dennes død i 1826 kom andre slægter ind i gården. Samme kilde som nedenstående.
Tommerup Lokalhistoriske Arkiv har udgivet bogen: "Broholm sogn i Tommerup" ved Kristen Gausdal, 1998. På side 81 omtales Anders Hansen og hans yngste søn Simon. "Som tidligere nævnt var det Anders Hansen, der i 1803 delte Tallerupgård og derved skabte gården Talleruplund. Den skulle hans yngste søn Simon arve, ifølge testamente. Simon var otte år, da testamentet oprettedes, og han var meget ung, da han tog sin arv i besiddelse. Endnu inden han var fyldt tyve år, indgik han ægteskab med pigen Dorthea Andersdatter fra Teglbjerge Noe i Brylle sogn. Hun var kokkepige på gården og var ni år ældre end han. Der måtte kongeligt vielsesbrev til, før brylluppet kunne finde sted. Med tidens moralopfattelse som baggrund har Simon sikkert følt, at hans bryllup ikke gjorde familien ære, og han og hans familie flyttede da til Gjesten ved Kolding. Han bevarede imidlertid en stærk kontakt til familien på Fyn, og den livsholdning, som han havde med fra hjemmet på Tallerupgård, prægede også det nye hjem i Gjesten, hvor bl.a. Peter Larsen Skræppenborg kom på besøg. Simons og Dortheas ældste søn blev medlem af landstinget og var en kendt skikkelse inden for den grundtvigske højskolebevægelse."
|