Notater |
- Sejr Volmer-Sørensen var adoptivbarn hos lædergrosserer Volmer Sørensen. Han blev nysproglig student fra Frederiksberg gymnasium i 1932 og påbegyndte derefter jurastudium og rejste til Paris, hvor han dels fortsatte sine studier og samtidig uddannede sig som koncertpianist hos klavervirtuosen Robert Casadesus. Han debuterede i København i 1934 og gav koncerter både herhjemme og i udlandet i årene 1934-37. Sammen med Sam Besekow skabte han i 1937-1938 Riddersalen som avantgardescene. Under besættelsen var han stærkt engageret i Lulu Ziegler-kabareten i Lille Kongensgade og i 1942 var han direktør for Hornbækrevyen. I 1945 dannede han sammen med Richard Stangerup og musikforlaget Engstrøm & Sødring et koncertbureau og impressariekonsortium "Concern", og har udviklede han talrige week-end shows og humørparader i K.B.-Hallen. I 1949 gik han sammen med Aage Stentoft og Richard Stangerup om Scantocon, der præsenterede de første is-revyer i Skandinavien. I 1950 blev Volmer-Sørensen ansat ved Danmarks Radio og blev gennem 12 år kendt af lyttere og seere som producer og radio- og TV-vært bl.a. i forbindelse med de store indsamlingsshows for Ungarns-hjælpen i 1957 "Underholdning for millioner". Gennem 4½ år lavede han programmet "TV i Tivoli", der var et stort anlagt tribuneshow med publikum sendt direkte fra Tivolis Koncertsal. Senere havde han underholdningsprogrammer som "Telefonen ringer" og morgen-radioprogrammet "På'en igen", som sendtes fra forskellige arbejdspladser og hvori populære kunstnere som Chr. Arhoff, Grethe Sønck, Dario Campeotto, Gustav Winckler, Bjørn Tidmand, Otto Hænning, Gitte Hænning, Robertino, Bodil Steen, Hans Kurt og Nat Russell var medvirkende. I udsendelserne havde Volmer-Sørensen og Christian Arhoff hver mandag viser med aktuelle emner "Skidt me' det hele" eller "Av, det var en værre en". I 1965 fik hans program "Kik-ind" en del offentlig kritik, bl.a. af folketingsmand Thisted Knudsen fra Ringsted. Ideen til programmet, hvor Volmer-Sørensen var vært, var hentet i Hamburg og programmet blev optaget hos en større bilforhandler ved Vesterport i København, hvor publikum stod udenfor og gennem udstillingsvinduet kunne kikke ind og følge optagelsen. Folketingsmanden mente at han selv kunne lave et underholdningsprogram lige så godt. Volmer-Sørensen udfordrede ham i en direkte udsendelse, men serien blev få dage efter indstillet. Volmer-Sørensen var også konferencier ved de fleste danske Melodi Grand Prix - finaler. I 1962 skrev han "Snakker med mig selv", som blev trukket tilbage, da det det forinden kom frem at han var ophavsmand og anonymiteten derved brudt. Alligevel vandt han Melodi Grand Prix med "Vuggevise" sunget af Ellen Winther. Året efter var Volmer-Sørensen tekstforfatter til de 3 øverst placerede vindermelodier ved det danske Melodi Grand Prix - og ved det internationale Melodi Grand Prix i London vandt "Dansevise" der blev fremført af Grethe og Jørgen Ingmann. I sommeren 1961 oprettede han "Lulus Lysthus" i Gilleleje og tog i april 1962 sit gode tøj og forlod Danmarks Radio. Volmer-Sørensen var i den periode meget i vælten som en kontroversiel og markant personlighed. I årene 1962-1965 var han instruktør for Cirkusrevyen på Dyrehavsbakken og han optrådte ved byfester på scener rundt om i landet. Han var meget produktiv som forfatter, skuespiller, sceneinstruktør og showmand. Volmer-Sørensen oversatte skuespil, operaer, operetter, musicals og høre- og TV-spil og hans produktion af schlagertekster, revy- og filmnumre var enorm. Han lavede bl.a. oversættelser af "Jeanne d'Arc på Bålet" og Brittens opera "Lucretia". Som tekstforfatter anvendte han pseudonymer som Erik Thernow og Victor Christmas. Desuden iscenesatte han teaterstykker på teatrene i både Odense og Aalborg. I 1966 debuterede han som skuespiller på Ålborg Teater i "Man tror det er løgn". Han kom på gæstespil på Rogalandteatret i Stavanger og fik succes på Det ny Teater i "Kaptajn Shell og kaptajn Esso". Fra 1972-1978 genopvakte han sommerrevyerne i Nykøbing Falster med serien af "Revykøbing Kalder", hvor han både var direktør og revyskuespiller. Fra 1976 til 1982 var han leder af den nye Amagerscene, hvor han præsenterede en række vinterrevyer og musicals og fra 1979 var han revydirektør for Cirkusrevyen på Bakken, hvortil han sammen med Henrik Krogsgaard skrev kendingsmelodien "Bakken er Bakken igen". Sammen med Grethe Sønck gav han portrættet af folkepensionistparret i "Livets gang" og han havde en parodi på Liberace. Han indtalte og har sunget adskillige grammofonplader og spillet flere roller på film og medvirket i radio- og TV-Teatret, hvor han spillede rollen som sagføreren i "Kommunisten". Han blev radiofavorit i 1950 og fjernsynsfavorit i 1960. I 1966 fik han den norske Teatertrold, Omsorgsprisen 1978, Bakkens Oscar 1979, Årets Københavner 1979, Årets Dirch 1981 og blev samme år Århus studenterrevys æreskunstner. Volmer-Sørensen blev den 9. marts 1937 gift på Frederiksberg med Thora Fønss (16-11-1916 - 28-11-1983). Ægteskabet blev opløst i 1941. Den 16. september 1944 blev han gift i Valby med skuespillerinden Hedvig Pedersen (Volmer) og 21. maj 1968 i Tibirke kirke med skuespillerinden og sangerinden Grethe Sønck.
|